Sikke et år, det har været. Selvom rejseplanerne er taget af bordet for mange, så kan man stadig tage en på en rejse væk fra virkeligheden med en god bog. Find en spændende bog, der kan tage dig på en rejse til fjerne steder, og som giver dig ny energi efter hvert kapitel. At læse er en vidunderlig måde at dæmpe angst og ængstelse, som vi nok alle har oplevet på et tidspunkt i løbet af dette år. Et studie ført an af neuropsykologen Dr. Davis Lewis har vist, at bare seks minutters læsning kan reducere stress-niveauet med 68%, hvilket er mere, end hvis du lytter til musik eller går en tur.
Nedenfor har vi samlet 5 bøger, der hjælper dig med at komme væk fra hverdagslivet. Så find en ny favorit, sæt dig til rette i sofaen og tag på en rejse ind i siderne.

The Great Railway Bazaar
af Paul Theroux
Denne morsomme og utroligt underholdende rejsebeskrivelse dokumenterer Theroux’ episke togrejse gennem Asien. Denne fortælling tager os til nogle af kontinentets mest berømte togstrækninger som blandt andet Golden Arrow-strækningen til Kuala Lumpur og Hikari Super Express til Kyoto og beskriver i levende detaljer de seværdigheder, kulturer og lyde samt andre passagerer, som han møder undervejs.

Født til løb
af Chris McDougall
Denne fortælling begynder med et simpelt spørgsmål: hvorfor gør min fod ondt? Svaret findes på en rejse til Mexico og et livsændrende møde med den mystiske Tarahumara-stamme, som siges at være de bedste løbere i verden. En lille gruppe af verdens bedste ultra-løbere tager sammen med forfatteren på den over 80 km lange farlige rejse til kløfterne, hvor stammen bor. Denne historie kommer til at efterlade dig bevæget, med en lyst til at komme ud og løbe og med en forståelse for, hvorfor chia-frø blev så populære.

Behind the Wall: A Journey Through China
af Colin Thubron
Tilbage i firserne, ikke længe efter den kulturelle revolution i Kina, rejser den respekterede rejseforfatter Thubron, som havde lært sig mandarin, alene til fods, på cykel, med bus og med tog på en 16.000 km lang rejse fra Beijing til grænsen til Burma. Han kaster sig ud i den store, tørre Gobi-ørken og slutter ved den ikoniske kinesiske mur. Fortællingen maler et poetisk billede af det mangesidede land og et folk, der er ved at samle sig efter de seneste årtis revolutionære kaos.

Sex Lives of Canninals
af Maarten Troost
Denne historie er skrevet af Troost, en hollandsk-amerikansk rejseforfatter, og følger ham på sine rejser til den sydlige Stillehavsø Tarawa. I stedet for at beskrive en romantisk rejse med kæresten Sylvia, dokumenterer denne fortælling i stedet det ene uheld efter det andet, fra dødelige bakterier til forurenede have, alt sammen til melodien “La Macarena”. Denne morsomme rejsebeskrivelse skal nok give dig et smil på læben og måske gøre dig lidt gladere for, at du er derhjemme!

The Travelling Cat Chronicles
af Hiro Arikawa
Denne fortælling er en smuk historie fuld af beskrivende prosa, der giver en stemme til katten Nana og hans ejer Satoru, som tager på en rejse for at besøge tre af Satorus ældste venner – eller det er i hvert fald, hvad Nana tror. Duoen rejser gennem Japan i en sølvfarvet varevogn, mens de oplever det forandrende landskab og de skiftende årstider og lærer om sandt mod, taknemmelighed, loyalitet og kærlighed på vejen. Det er en historie, der fortæller om vores stærke behov for relationer, hvilket vi kan identificere os med nu bedre end nogensinde før.