Søvnhygiejne til de mørke måneder
Trættere end nogensinde, men kan stadig ikke sove? Dit indre ur kan være ude af sync. Sådan får du styr på det igen i løbet af vinteren.
Af Jessica Deans | 14. september 2026 | Læsetid 4 min.

Kan du mærke det nu? Det snigende skift, hvor klokken 21 pludselig føles som midnat, hvor det at rejse sig fra sofaen med ét kræver helt umenneskelige kræfter, og hvor den morgenalarm, du har haft hele sommeren, pludselig begynder at skære voldsomt i ørerne. Det er ikke noget, du forestiller dig, og du er ikke alene. Når dagene bliver kortere, og lyset forsvinder tidligere, har vores krop virkelig svært ved at følge med. Den gode nyhed? At forstå, hvorfor det sker, er det første skridt mod at gøre noget ved det.
Hvorfor er vi mere trætte om vinteren?
Vinteren forstyrrer vores søvn, fordi manglen på naturligt dagslys forstyrrer vores 24-timers indre ur, kendt som døgnrytmen. Om sommeren holder lyse morgener og lange lyse aftener alting i balance. Når efteråret og vinteren sætter ind, kommer det system i uorden. Solen går tidligere ned, din melatonin (hormonet, der fortæller din krop, at det er tid til at sove) bliver dannet tidligere, og før du ved af det, ligger du og sover på sofaen klokken 20, men klokken 23 får du så pludselig ny energi, der rykker din faktiske sengetid frem. Resultatet? Du er helt groggy, når du vågner, tilbringer morgenen i en delirisk tåge og drikker den ene stærke kop kaffe efter den anden.
“Lys er det vigtigste signal, vi har, når det kommer til at styre døgnrytmen,” forklarer læge og ph.d. dr. Naheed Ali. “Så hvis du kontrollerer din lyseksponering, bliver det langt nemmere at regulere dine indre rytmer.” Om vinteren er problemet, at de fleste af os slet ikke forsøger at kontrollere det, vi reagerer bare på det.
Arbejd med dit indre ur, ikke imod det
Den mest effektive ting, du kan gøre om vinteren, er meget enkel: Luk dagslyset ind så tidligt som muligt, og hold mørket ude, så længe du kan. Søvnekspert og grundlægger af Sleep 365, Richard Prasad, formulerer det kort og præcist: "Kom udenfor, inden for en time efter du vågner, og ophold dig udenfor i minimum 10-20 minutter. Selv når det er overskyet, er lyset udenfor stadig langt kraftigere end belysningen indenfor. Hvis du ikke kan komme udenfor som det allerførste, kan du opnå samme effekt ved at sætte dig ved et vindue, hvor sollyset skinner ind.
Det er langt vigtigere, end de fleste mennesker er klar over. Dit indre ur styrer, hvornår du vågner og falder i søvn – så sæt vækkeuret til det samme tidspunkt hver dag (ja, selv i weekenden). Det er et af de bedste redskaber til at opretholde en stabil døgnrytme, når årstiderne skifter. Hvis du dyrker motion, går ture eller løber ærinder, kan du også prøve at flytte disse aktiviteter til et tidligere tidspunkt på dagen. Bevægelse om morgenen understøtter din krops naturlige kortisol-peak, hvilket regulerer årvågenheden og energiniveauet – noget, der godt kan føles som en mangelvare om vinteren.
Og lyset har lige så stor betydning om aftenen. "Dæmp lyset en til to timer inden sengetid, flyt skærme længere væk fra ansigtet, og skift til et varmt, blødt lys," siger Prasad. "Sørg for, at dit soveværelse er mørkt, køligt og stille." Om vinteren kan kunstigt lys let blive det primære signal for kroppen; det betyder, at din telefon, dit tv og loftlyset sender et signal til hjernen om, at det stadig er dag, længe efter at solen faktisk er gået ned – så prøv at begrænse brugen af dem mest muligt.
Fordelene ved en fast søvnrytme
Det lyder måske enkelt, men forskningen taler sit tydelige sprog: at gå i seng og stå op på samme tidspunkt hver dag er noget af det mest effektive, du kan gøre for din søvnkvalitet – især når vi mangler naturlige lyssignaler. Uden solen til at regulere din døgnrytme har din krop brug for noget andet at navigere efter – og en fast tidsplan kan være svaret. Kroppen får simpelthen en ny pålidelig tidsplan, nu hvor den naturlige døgnrytme er kommet lidt ud af balance.
Skab en aftenrutine, der rent faktisk virker
Din aftenrutine er endnu vigtigere om vinteren. Uden det naturlige skift fra lys til mørke, der forbereder kroppen på at skulle sove, er du selv nødt til at skabe denne overgang.
Start med at dæmpe kunstigt lys en time eller to før sengetid, og udskift dine skærme med noget, der rent faktisk hjælper dig med at slappe af, såsom at læse en bog i dæmpet lys, at strække ud eller tage et varmt bad. Det med at tage et varmt bad er faktisk underbygget af videnskaben. Varmt vand hæver kroppens kernetemperatur, mens den efterfølgende nedkøling genskaber kroppens naturlige temperaturfald, når den forbereder sig på at skulle sove, hvilket gør dig døsig i stedet for træt.
Prasad anbefaler også, at du spiser på faste tidspunkter. At spise på forskellige tidspunkter i løbet af aftenen kan sende forkerte signaler til kroppens indre ur, hvilket gør det sværere at opretholde en fast søvnrytme. Det samme gælder træning: Intens træning i timerne op til sengetid aktiverer kroppen på det forkerte tidspunkt ved at hæve kernetemperaturen, kortisolniveauet og pulsen. Let bevægelse som udstrækning eller en aftentur er fint, men gem HIIT-sessionerne til tidligere på dagen. Kort sagt: Jo mere forudsigelig din aften er, jo nemmere bliver det for din krop at falde til ro.
Hvad bør du spise inden sengetid for at få bedre søvn?
Kost en af de mere undervurderede faktorer, når det kommer til god søvn, men den spiller faktisk en stor rolle – særligt om vinteren, hvor vi har tendens til at hyggespise og drikke mere alkohol.
Koffein bliver i kroppen meget længere, end de fleste tror. Forskning viser, at den kan forstyrre søvnen, selv når den indtages op til seks timer før sengetid, så en flat white sent på eftermiddagen er måske ikke helt så uskyldig, som man skulle tro.
Men den største synder er alkohol. Ernæringsekspert med speciale i kvinders sundhed, Zoe Hill, forklarer, at "selvom alkohol umiddelbart kan virke afslappende, kan det reducere REM-søvnen og øge antallet af opvågninger i løbet af natten.
Når det kommer til mad, forklarer Zoe, at "meget tunge eller fedtholdige måltider forstyrre søvnen, da kroppen skal bruge mere energi på at fordøje dem, så de bør undgås sent om aftenen." Din fordøjelse kører også på lavere blus, når du sover, så et stort måltid tæt på sengetid holder din krop i gang, når den burde hvile. "Spis mindre ost inden sengetid," forklarer Zoe. Og nej, det er ikke, fordi ost giver dig mareridt. "Det indeholder tyramin, en aminosyre, der kan frigive stimulerende stoffer i kroppen." Hvis du har lyst til noget at spise inden sengetid, er komplekse kulhydrater, havregryn eller fuldkornsbrød det bedste valg – de frigiver energi langsomt og holder blodsukkeret på et stabilt niveau.
Det korte af det lange
Hvis du har svært ved at sove i de mørke måneder, er det ikke din egen skyld, men en biologisk reaktion på en meget reel ændring i dine omgivelser, som de fleste af os mærker. Heldigvis reagerer din døgnrytme overraskende godt på de rigtige signaler. Kom udenfor om morgenen, stå op på samme tid hver dag, undgå skarpt kunstigt lys om aftenen, og tænk lidt mere over, hvad du spiser og drikker, efter mørket er faldet på – disse små justeringer (hvis de praktiseres regelmæssigt) kan gøre en stor forskel.
