Tsundoku: Den japanske kunst at samle på bøger

Er dit hus blevet hjem for flere bøger, end du kan nå at læse - er hylderne fyldt med romaner, sofabordet dækket af kunstbøger og køkkenbordet strøet til med kogebøger? Så har du uden at vide det praktiseret Tsunduko, den japanske vane med at købe bøger uden en intention om at læse dem, hvilket resulterer i en tilfældig samling.

 

Udtrykket stammer fra den japanske Meiji-æra (1868-1912) og er slang, hvor order “tsun” (fra “tsumu”), som betyder “at stable noget”, er kombineret med “doku”, som betyder “at læse”.  På den anden side af Jorden på cirka samme tidspunkt kom den britiske forfatter Thomas Frognail Dibdin på udtrykket “bibliomani”, som dækkede over “en passioneret entusiasme for at samle og eje bøger”. Glæden ved at samle læsemateriale er et verdensomspændende fænomen, og mange af os kan identificere os med vores indre bibliofil, men med det moderne fokus på bæredygtighed, hvordan kan vi så hamstre bøger på en mere afbalanceret måde? Nedenfor finder du 8 måder, hvorpå du på en kærlig og bæredygtig måde kan udvælge din bogsamling.

 

At købe flere bøger, end man kan læse, er sjælens måde til at række ud efter uendeligheden...

A. Edward Newton, amerikansk forfatter og ivrig bogsamler.

Tænk over, hvordan du arrangerer dine bøger

Den bedste måde til at få mest muligt ud af din bogsamling er at arrangere den på en måde, der giver mening for dig, og som i sidste ende giver dig glæde. Vil du at sætte dine bøger i system efter højde? Eller synes du, en farvekodet boghylde er mere æstetisk? Alternativt kan du arrangere dine bøger på en funktionel måde – efter genre eller i alfabetisk rækkefølge efter forfatteren. Det bringer glæde at arrangere sine bøger på en måde, så man nemmere kan få fat på dem, og det kan også puste nyt liv i din bogsamling.

 

Giv ulæste bøger væk

Du har sikkert mange bøger, du er glad for, men når du arrangerer dem, så brug et øjeblik på at tænke over, hvilke der er værd at beholde. Spørg dig selv:

 

  • Er den brugbar?
  • Interesserer indholdet mig?
  • Er den visuelt smuk?

 

Hvis bogen ikke opfylder nogen af disse krav, så giv den til velgørenhed eller giv den til en ven, så dine uelskede bøger kan blive værdsat af en anden.

 

Start en læse-udfordring

Goodreads har en læse-udfordringsfunktion på sin hjemmeside, hvor du kan forpligte dig til at læse et bestemt antal bøger på et år. Hvis du har oprettet en profil, kan du holde styr på de bøger, du har læst, og dem, du gerne vil læse.

 

Hav altid en bog i nærheden

Når en ny måned starter, så vælg en bog fra din samling og læg den på dit natbord. At have en bog i nærheden vil inspirere dig til at læse den.

 

Lov dig selv at læse én side!

Mange af os vil gerne læse mere, end vi gør, men livet kan komme i vejen, og tykke bøger (som A Little Life af Hanya Yanagihara) kan være særligt udfordrende. Lov dig selv bare at læse én side før sengetid, så er der stor sandsynlighed for, at du alligevel kommer til at læse mere!

Del glæden ved bøger

Glæden ved at læse er at kunne dele dine favoritter med venner og familie. Tænk på din bogsamling som et bibliotek og del frit ud af den. Hvis det er en bog, der er vigtig for dig, så sørg for at skrive ned, hvem du låner den ud til, så du kan holde styr på, hvor den er.

 

Start en bogklub

Hvis du holder af at tale om bøger, lige så meget som du holder af at samle dem, hvorfor så ikke starte en bogklub med dine venner, hvor I mødes én gang om måneden eller et par gange om året? Vælg, hvilken bog I vil læse, lov jer selv, at I læser den, og diskuter så bogen i detaljer over et hjemmelavet måltid (måske inspireret af bogens tema). Så bliver det ikke bedre!

 

Køb brugte bøger

E-bøger er en fantastisk opfindelse. Den gør, at vi nemt kan pendle til arbejde med et tungt litterært værk, eller tage på ferie med tusindvis af bøger lige ved hånden. Men, hvis du foretrækker at bladre gennem en fysisk bog, så prøv, når det er muligt, at købe dem i genbrug. Du kan tage i din lokale genbrugsbutik, besøge en bogfestival eller købe brugte bøger online. Alternativt kan du låne en bog på dit lokale bibliotek. Det er bedre for planeten og din pengepung.

 

Vis dine bøger frem

Såkaldte sofabordsbøger er lavet for at blive beundret. Det er kunstobjekter for bogelskere. Sørg for at placere de smukkeste et sted, hvor du kan nyde dem. Hvis du har en samling af kunstbøger, hvorfor så ikke vise dem frem på en åben hylde og bladre til en ny side med et par ugers mellemrum?