Når ulykken sker i livet, kan det være svært at have håb for fremtiden og værdsætte de gode ting, der er tilbage i nuet. Her fortæller Poorna Bell, hvordan det at dyrke taknemmelighed til sidst hjalp hende med at finde fred, efter hendes mand gik bort

 

Et par måneder efter min mand Rob døde, forsøgte en ven at give trøst ved at sige: “I det mindste kan det ikke blive værre.” Jeg kan huske, at jeg lo. Jeg er sikker på, at det for mange mennesker er det værste, der kunne ske, at miste sin mand til selvmord i en alder af 34. Men at opleve sådan en dyb sorg og stort traume kun fire år inde i mit ægteskab, åbnede bare mine øjne for det gribende faktum - at vi så ofte ikke har kontrol over vores eget liv. Mere præcist, at det at opleve det værste ikke beskytter én mod andre ting, der kan ske senere. Men selvom det kan lyde nihilistisk, betyder det samtidig, at det omvendte også er sandt. Jeg kunne måske ikke mærke det på det tidspunkt, men livet giver mulighed for enorm glæde og ting at opnå.  

 

Selv uden at skulle håndtere en tragedie, er det ofte svært at registrere det på daglig basis. Det er ikke naturligt for os at bruge tid på at værdsætte de gode ting i vores liv. Og det kan der være en biologisk forklaring på. En undersøgelse fra 2018 af Stanford University viste, at vi er mere tilbøjelige til at huske negative oplevelser frem for positive, hvilket tyder på, at dette kan have evolutionære rødder i form af overlevelse. Der er mere incitament for, for eksempel at huske et rovdyr, der kan dræbe dig, i forhold til at sætte pris på ​​en varm dag eller en smuk udsigt.  

 

Men hvis vi går i søvne gennem livet uden at erkende de ting, vi har, og de ting, vi har opnået, så tæller det hele meget lidt. Omvendt kan det at tage sig tid til at værdsætte det, vi har, og den taknemmelighed, vi føler, hjælpe enormt meget, når vi håndterer svære øjeblikke.  

 

I det første år efter Rob døde, var der en enorm mængde udrensning og vrede. Ikke kun på grund af den situation, jeg befandt mig i, men også på grund af uretfærdigheden i det hele. Det eneste, jeg var i stand til at gøre, var at måle, hvor mit liv var i forhold til andres, og jeg stod med følelsen af, at jeg aldrig ville være i stand til at indhente det. Der kom dog et tidspunkt, hvor jeg indså, at jeg stod ved en skillevej. Jeg kunne enten uendeligt gruble over, hvad jeg havde mistet, eller jeg kunne se på, hvad jeg allerede havde, og hvad jeg ville vinde.  

 

I starten virkede det umuligt, at jeg nogensinde skulle være i stand til at samle op på mit liv. Men da jeg begyndte at skrive om Rob – ikke bare hvordan jeg havde det med at miste ham, men også forsøgte at afstigmatisere depression og selvmord – mødte jeg en uventet venlighed fra fremmede. Jeg fik hundredvis af e-mails fra folk, der enten havde været i en lignende situation, eller Rob. Det, der skinnede igennem de breve, var solidaritet og tryghed, men de gav mig også det mest dyrebare: håb. Potentialet i en fremtid, der måske ville blive bedre, og som ikke altid ville føles så smertefuld.  

 

Jeg kan huske, at jeg sad i sengen og læste dem, og den overvældende følelse, jeg havde, var taknemmelighed. Disse fremmede mennesker havde brugt tid på at række ud til mig. I det øjeblik mærkede jeg, hvor stærk selv den mindste menneskelige forbindelse kan være, og hvordan den kan få folk til at føle sig mindre alene. Deres venlighed, sammen med den støtte, mine venner og familie gav mig, mindede mig om, at folk tager sig af mig. Det var en værdifuld lektie - at hvis jeg føler mig isoleret eller alene, så er det en opfordring til, at jeg skal række ud til folk.  

 

En af de mest kraftfulde ting var dog også den mest enkle: At lægge mærke til de små, gode ting i dagligdagen. Jeg læste The Divided Mind af Dr. John Sarno, som lærte mig, at vi altid bemærker, når noget gør ondt eller ikke føles godt, men at der var stor kraft at hente i at sige det højt, når noget er godt. Det omskriver nærmest, hvad din hjerne bemærker, og hvordan den føles efterfølgende. Selvom jeg i starten følte mig dum, når jeg sagde noget højt - selvom det bare var til mig selv - “Jeg nød virkelig den løbetur” eller “Jeg føler mig glad i dag”, bemærkede jeg, at det gav mig en ny påskønnelse af de øjeblikke, hvor jeg havde det godt. Især på baggrund af min sorg, hvor så meget føltes mørkt og fyldt med smerte, føltes det at bruge et øjeblik på at udtrykke min taknemmelighed som guld.  

 

Den største gamechanger var dog at fortælle om mine øjeblikke med taknemmelighed. Jeg havde hørt om fordelene ved at skrive dagbog, hvordan det kan lette trykket, så man undgår kortvarig stress, men den virkelige fordel, opdagede jeg, var, da jeg kiggede tilbage på mine dagbøger over en periode. Det viste mig, hvor langt jeg var nået, og hvordan disse trinvise ændringer – fra at få styr på vanerne omkring min sengetid til at sige mit job op – skabte et meget mere stabilt grundlag at operere ud fra. Det afgørende er, at det også mindede mig om de gange, jeg havde overvundet ting, jeg ikke troede var mulige, hvilket især hjalp mig, når jeg tvivlede på mig selv.  

 

Jeg prøvede også at få en ven med på idéen. “Lad os skrive tre ting til hinanden hver uge, som vi er taknemmelige for,” foreslog jeg. Selvom det var svært at få hende til at holde fast i det, hjalp det os med at slippe ud af vores negative tankemønster, da vi gjorde det.  

 

Men vigtigst af alt, giver det at kultivere en følelse af taknemmelighed dig mulighed for at mærke, hvor stort dit liv er, og hvor meget du er i stand til. Det er det mest kraftfulde perspektivskifte. Da jeg mistede Rob, kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle klare den næste dag, endsige uge eller måned. Jeg kunne bestemt ikke have forestillet mig, at jeg syv år senere ville leve et liv, som jeg føler mig glad og tilfreds med. Taknemmelighed har givet mig mulighed for at se, hvor stærk jeg kan være, fordi den giver mig mulighed for at se, hvor stærk jeg har været, og det kan jeg bruge til at overkomme fremtidige udfordringer. Det betyder ikke, at der ikke vil ske dårlige ting i fremtiden. Men det guider mig til at træffe valg, der er sunde for mig, og vigtigst af alt bevare min jordforbindelse og glæde. Og hvis noget dårligt sker igen, som jeg ved, det kan gøre, giver taknemmeligheden mig et langt stærkere udgangspunkt, end jeg havde tidligere.