At vide disse ting vil hjælpe dig med tage din karriere til nye højder

Det er altid bedst at være autentisk, også på arbejdet. Sådan er du dit sande jeg, og hvorfor det er vigtigt. 

Det kræver øvelse at være sit autentiske - især for dem, der er vant til at have et ‘game face’ (hvor du nikker, smiler og gør alt, du kan for at tilfredsstille en anden person eller situation), bare for at undgå konflikter eller følelser af ubehag. Men selvom du måske gør livet lettere for andre, gør du dig selv en bjørnetjeneste. Ved at forblive tro mod dine egne værdier og overbevisninger vil du ikke kun fylde din kop mentalt og følelsesmæssigt, men du vil også fysisk se dig selv udvikle dig i din karriere.  

 

“Når du er autentisk, spilder du ikke energi på at lade som om, du er en, du ikke er, og det er befriende. Dette boost i mentalt velvære kan føre til bedre fokus, bedre forhold til andre og muligvis endda fremskridt i din karriere. Folk er mere tilbøjelige til at stole på og respektere dig, når du er ægte og i det lange løb er det en hurtig vej til succes,” forklarer Cheryl MacDonald, forretningsmentor og grundlægger af YogaBellies-franchiserne. 

 

Du behøver kun at se på berømtheder som Oprah, Angelina Jolie, Beyonce og Leonardo DiCaprio for at se, hvor meget succes, de har haft, ved at forblive tro mod dem selv og følge deres egen autentiske vej. Julian Metcalfe, grundlægger af fødevarekæderne Pret A Manger og itsu, understreger også vigtigheden af, hvordan det at være autentisk på arbejdet ikke kun vil hjælpe dig, men også andre, til at trives, især hvis du er i en lederposition: “Du skal lade folk være sig selv, sige fra, være transparente - det er det, der bygger gode teams og gode virksomheder - det er lige meget, hvad det er. Folk har brug for den følelse af formål og åbenhed.” 

 

HVORFOR DET KAN FØLES SVÆRT AT VÆRE AUTENTISK PÅ ARBEJDET 

 

I virkeligheden er al denne autenticitet dog ofte lettere sagt end gjort - især hvis du arbejder i et miljø, hvor arbejdskulturen virker mere som et diktatur. “Virksomhedskultur er en af de største barrierer for autenticitet,” indrømmer Mhairi Todd, lifecoach og grundlægger af Revolve. “Ja, der er nogle, der opfordrer til mangfoldighed (og endda modstand) i tanker, omfavner feedback og sætter medarbejdertilfredshed lige så højt på dagsordenen som kundetilfredshed, men desværre er der langt flere steder, hvor kulturen er ubalanceret. Det betyder, at de ofte stiller begrænsninger og krav til medarbejderne med hensyn til adfærd, og at dit arbejdspladsmiljø fra starten giver dig indtrykket af, at du ikke kan være helt dig selv og indordne dig i stedet for. Det er let at se, hvorfor mange mennesker holder dele af sig selv tilbage.” 

 

Der er også det, som kaldes ‘tillært’ adfærd. “Donald Winnicott, en af Storbritanniens store psykoanalytikere skrev om begrebet det sande og det falske selv,” fortæller Dr Arianna Masotti, intern psykolog hos ROWBOTS. “Hvis vores sande jeg (vores mest autentiske, men sårbare del) ikke blev accepteret, da vi var yngre, udvikler vi det, der kaldes det falske selv, og vi bærer en maske for at blive accepteret. Dette betyder ikke, at vi lyver. Det er en forsvarsmekanisme at være en del af gruppen – et urinstinkt, der er nedarvet fra vores forfædre: Hvis vi bliver i gruppen, overlever vi. Hvis vi er isolerede, gør vi det ikke.” 

 

Dette behov for godkendelse eller for at blive opfattet som ‘easy-going’ kvæler så vores ytringsfrihed og skjuler vores autenticitet. Det er især relevant, når man har at gøre med dominerende eller intimiderende personer på arbejdspladsen. “Nogle mennesker er ikke nemme at arbejde med, og det kan føles lettere at falde i fælden med at overforklare sig selv for at undgå konflikter. Men selvom det for dig kan være grundlæggende høflighed, kan det for dem indikere en villighed til at være underdanig eller det, der kaldes ‘opvartende’, som kan tiltrække intimidering,” fremhæver Ingrid Ord, kognitiv adfærdspsykoterapeut og en del af TherapyFinders-databasen. Modstandsdygtighed og selvbevidsthed vil lære dig at sætte grænser i disse scenarier, og de er lettere at læne sig op af, hvis du er vant til at være autentisk.  

 

“Når vi har en klar følelse af vores identitet, giver det os mulighed for at frigøre os fra andres behov for godkendelse for at bestemme vores selvværd, fordi vi ikke længere har brug for den. Denne modstandskraft afspejler sig så ikke kun i vores arbejdsindsats, men også, og vigtigst af alt, i vores velvære. Vi lader andres kommentarer prelle af og maler verden med vores egne farver,” fortsætter Dr. Arianna. 

TIPS TIL HVORDAN DU FORBLIVER AUTENTISK PÅ ARBEJDET 

 

Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men der er vaner, du kan indføre for at hjælpe dig med at sætte grænser på arbejdet. Så, som alt andet, jo mere du gør det, jo mere bliver det en vane, og før du ved af det, vil du føle, at dine kerneværdier bliver opfyldt lige så meget på arbejdspladsen, som de er udenfor den. 

 

1. Erkend, hvis du har bedragersyndrom, og slip det så fri 

Selv de mest succesrige mennesker på planeten har uden tvivl oplevet at have et bedragersyndrom på et eller andet tidspunkt. Det sker normalt, når vi presser os selv ud af vores komfortzone. “At nå det næste niveau i os trigger vores indre barn til at blive bange, og hele den indre dialog “hvem tror du, du er” starter. Men tænk på det som et utilpasset forsøg på at holde sig i sikkerhed og erkend, at når du kæmper med et bedragersyndrom, skal du i stedet for at prøve at slippe af med det, lykønske dig selv med at gå efter mere og se det som et tegn på, at du arbejder mod noget større,” anbefaler Mhairi. 

 

2. Stol på processen og lev i nuet 

Lad være med at gruble over fejl, eller hvad der er gået galt for dig på arbejdspladsen den dag. Fokuser i stedet på processen (ikke resultatet), da dette vil fjerne presset af at nå dine slutmål. Når du føler, at du er nok, kan du være mere autentisk, og “resultatet vil komme naturligt uden selvkritik eller selvtvivl,” forklarer Dr. Arianna. 

 

3. Stol på dine naturlige talenter 

Ved at lære dig selv og dine indre styrker at kende kan du bruge dine gaver til din fordel – uanset om det er sociale færdigheder, organisatorisk dygtighed, logistisk tænkning... Når du først begynder at vise dine styrker, vil andre på arbejdspladsen også genkende den side af dig, du vil føle dig mere komfortabel på arbejdet og også være mere tilbøjelig til at lykkes med de opgaver, du får tildelt. 

 

4. Skriv dine adfærdsmønstre ned 

“Bevidst opmærksomhed er så nyttigt,” siger Cheryl. “Tag dig selv i, når du begynder at vige fra din autentiske vej og ikke føler, at du kan være dig selv. At skrive dagbog kan være en fantastisk måde til at holde styr på dine følelser og tanker. Det kan være en rigtig øjenåbner. Og husk, det er okay at lave fejl. Det er korrigeringen, der tæller.” 

 

5. Vær opmærksom på din work-life balance 

Hvis du kæmper med udfordringer på arbejdspladsen eller frygter at gå på arbejde, skal du overveje, hvorfor det forholder sig sådan, og hvad dine prioriteter er. “Livet går hurtigt, og det, der kan synes at være yderst vigtigt, når vi arbejder hen imod et bestemt mål, kan blive ubetydeligt, når det sættes op mod alle vores værdier,” siger Ingrid. Tjek ind med dig selv for at sikre dig, at den retning, du går i, gør dig glad og ikke kun er noget, du tilpasser dig for at have et nemmere liv. 

 

Vil du have flere tips til, hvordan du lever et mere autentisk liv? Læs mere her.  

Becci Vallis

Becci Vallis

Becci Vallis har været sundheds- og skønhedsskribent i 17 år og har skrevet for magasiner som Grazia, Stylist, Cosmopolitan og Red. Hun brænder for bæredygtighed og vil gerne finde ud af, hvordan branchen kan vende strømmen i forhold til plastforurening. Når hun ikke går tur med sin hund eller skriver artikler, kan du finde hende til boksning, på yogamåtten eller i køkkenet i gang med at tilberede et vegetarisk festmåltid. Dessert er en daglig ceremoni, som hun ikke vil undvære!