Sådan bliver du virkelig taknemmelig for det, du allerede har

Med juletiden i fuld gang så prøv disse nemme metoder til at dyrke taknemmelighed for at hjælpe dig med at reflektere over de ting, du er mest taknemmelig for. De vil måske endda også gøre dig mindre stresset… 

 

Julen kan være en vidunderlig tid fyldt med glæden ved at give, sammenkomster med ens nærmeste og at reflektere over året, der er gået. Men selvom det ofte forventes, at stemningen skal være glad og let, kan denne tid på året også være stressende.  

 

Presset omkring gaver kan nemt skabe overforbrug, og i en tid, hvor det meste dokumenteres, er det alt for fristende at sammenligne dine egne oplevelser og traditioner med andres, mens du scroller på sociale medier eller ser fjernsyn.  

 

Hvis dette lyder lidt bekendt, så er det måske på tide at tage et øjebliks ro og finde dit fokus igen. I julen kan vi alle have travlt med at fokusere på gaver, og glemme virkelig at værdsætte de positive ting og den overflod, vi allerede har. Men her kan det hjælpe at fremelske taknemmelighed. 

 

“Taknemmelighed er en vigtig egenskab, fordi den hjælper os med at udvikle en følelse af forbindelse, ikke kun med andre, men også med os selv og noget, der er større end os selv,” forklarer Dr. Avigail Lev, en klinisk psykolog og grundlægger af Bay Area CBT Centre. “At udtrykke taknemmelighed forbedrer vores livskvalitet, relationer og generelle velvære.” 

 

Fra mennesker i vores liv til materielle ting og oplevelser – hvad enten det er tidligere, nuværende eller håbefulde fremtidige muligheder – der er mange måder at udtrykke og føle taknemmelighed på, og i følge Dr. Lev, kan de alle være med til at fremelske følelser af glæde, fred og tilfredshed.  

 

Dr. John Y. Lee, en klinisk psykolog ved Executive Mental Health i Californien, er enig. “Taknemmelighed er mere end blot at tilpasse sig omstændighederne,” siger han. “Det er den taknemmelige påskønnelse af de positive ting, vi oplever; fra store livsøjeblikke og præstationer til simple fornøjelser, vi tager for givet, såvel som de mennesker, vi sætter pris på i vores liv.” 

 

I travle eller stressende perioder i vores liv, eller når følelser truer med at boble over, bemærker Dr. Lee, at det at være taknemmelig kan fungere som et stærkt værktøj til at hjælpe os med at etablere en mere positiv balance mellem accept og påskønnelse og tage kontrol over vores fortælling. 

 

“Som mange andre positive vaner kan en vane med at fremelske og dyrke taknemmelighed hjælpe med at udvikle en følelse af velvære og værd,” forklarer han. “Nogle undersøgelser tyder på, at det at være taknemmelig også kan reducere stress, forbedre søvn og fremme bedre forhold ved at opbygge en følelse af empati og tilgivelse.” 

 

Så hvorfor ikke begynde at fremelske og dyrke en taknemmelighed lige nu? Fra at skaffe sig en taknemmelighedsdagbog til at prøve den ældgamle praksis med Tonglen-meditation, så prøv disse tre eksperttips til at skabe fokus i dit sind, finde balancen og reflektere over de ting, du er mest taknemmelig for. 

1. FØR EN TAKNEMMELIGHEDSDAGBOG

Det er måske ikke et nyt råd, men kraften og effektiviteten af at skrive taknemmelighedsdagbog er det, der gør, at mange eksperter anbefaler det, og Dr. Lee er ingen undtagelse. “For mine patienter, der lever i en situation, hvor mange ting er uden for deres kontrol, anbefaler jeg, at dette bliver en daglig øvelse,” siger han. “At skrive dagbog på samme tidspunkt hver dag kan øge chancerne for, at det bliver en regelmæssig og konsekvent vane, og et godt tidspunkt at gøre det kan være før aftensmaden - der er gået nok af dagen til, at de fleste mennesker kan finde mindst én ting, der skete i løbet af dagen, at være taknemmelig for.” 

 

LÆS MERE: Sådan får du mest muligt ud af din taknemmelighedsdagbog 

 

 

2. HURTIG TAKNEMMELIGHEDSØVELSE

Denne nemme øvelse kan udføres på stedet, når du føler dig overvældet, eller endda som en gruppeaktivitet med din partner eller dine børn. Sådan fungerer det: Tag et par dybe indåndinger, hvis du har brug at finde ro, og prøv derefter hurtigt at nævne fem ting, som du er taknemmelig for i det øjeblik. At reflektere på denne måde kan hjælpe os til at føle os mere positive, beroligede og taknemmelige for hvad eller hvem vi har i vores liv.  

 

“Husk, du kan være taknemmelig selv for de små ting i livet,” siger Dr. Lee. “At være taknemmelig for tilsyneladende små ting, såsom at have tid til at nyde pandekager til morgenmad med dine børn, kan virke hverdagsagtigt, men det er en påmindelse om, at ikke alt i livet går skævt. At være taknemmelig for de små ting kan give os mulighed for også at være taknemmelige over de store ting i livet.” 

 

 

3. PRØV TONGLEN-MEDITATION

Har du brug for at gå lidt dybere? Dr. Lev anbefaler den gamle buddhistiske praksis med Tonglen-meditation, som fokuserer på at vække medfølelse. “Til dybere refleksioner eller vanskelige øjeblikke kan Tonglen-meditation være en effektiv øvelse til at dyrke taknemmelighed og fremme en følelse af forbindelse,” forklarer hun. 

 

Tonglen-meditation, der betyder at ‘sende og modtage’, involverer at indånde det dårlige eller andres lidelse og derefter udånde godhed og sende positivitet deres vej. “Empati med andres kampe hjælper os med at dyrke en dybere påskønnelse af vores eget liv, hvilket fører til øgede følelser af taknemmelighed,” siger Dr. Lev. “Desuden forbinder det at dyrke Tonglen os til vores fælles menneskelighed, hvilket fremmer en følelse af at være indbyrdes forbundet og medfølelse over for alle væsener.” 

 

Vil du gerne prøve flere måder at aktivere din taknemmelighed på?Prøv disse fem videnskabeligt beviste teknikker (som ikke er at skrive dagbog)