Snekunstner Simon Beck fortæller om at skabe sin egen vej

Kunstner Simon Beck bruger sne og sand som lærred til at skabe kæmpestore, smukke geometriske værker, der mildest talt er imponerende. Britisk-fødte Beck rejser verden rundt, fra Schweiz til Kina til Sydamerika, for at gå uafbrudt i 12 timer ad gangen, op til 40 km, mens han omhyggeligt skaber forgængelige figurer, som han fotograferer for at bevare dem for eftertiden. Det, der startede som en hobby, er blevet en ny karriere for den tidligere kartograf. Vi har talt med Beck for at finde ud af, hvad der inspirerer ham, hvordan det føles for hans krop og sind at gå i så mange timer ad gangen, og den inspirerende måde, han håndterer det på, hvis han træder forkert. 

 

Rituals: Stammer din snekunst fra en lidenskab, du har haft som barn?

Simon Beck: Jeg tegnede en del figurer som barn. Man tegner forskellige punkter med en vinkelmåler og forbinder dem, men ingen af de andre børn kunne gøre det, fordi man skal være ret omhyggelig og opmærksom. Jeg hadede skolen og følte altid, at vi blev sat til at lave dumme, meningsløse projekter, så en af mine lærere sagde, at jeg kunne vælge mit eget projekt, og jeg tegnede en masse figurer og samlede dem i en bog. Jeg ville ønske, jeg havde beholdt den, men min far havde for vane at rydde op og smide ting væk uden at spørge andre først!

 

Rituals: Hvordan kom du i gang med at skabe kunst i sne og sand?

Beck: Det var faktisk først, da jeg var fyldt 46 år og var flyttet til et skisportssted, at jeg fik muligheden for at skabe disse figurer i sneen. Jeg har dyrket orienteringsløb og jeg plejede at sige, at når jeg blev for gammel til at sætte en elitetid, så ville jeg stoppe med at prioritere det og lære at stå på ski i stedet. Det lærte jeg, da jeg var i New Zealand i oktober 2002 ved Mount Hutt, og derefter flyttede jeg til det franske skisportssted Les Arcs i 2004, da skisæsonen begyndte. Jeg kiggede på en snedækket frossen sø og tænkte: “Lad mig prøve at lave et mønster.” Så snart jeg fik muligheden, da søen var sikkert frosset til, gjorde jeg det. Jeg fandt hurtigt ud af, at der ikke var nogen andre, der lavede figurer som dem i sneen.

 

Rituals: Planlægger du dine figurer på forhånd?

Beck: En simpel figur, som en stjerne, kræver, at du først går ind i midten, måler punkterne ud derfra og forbinder dem. Så det er nemt. Jeg tegner ofte mine figurer først [en millimeter svarer til et fodaftryk] for at finde ud af logistikken, for så snart du går gennem sneen, skaber du en linje, der vil dukke op i din endelige figur. I starten tegnede jeg dem altid først, men nu har jeg lavet over 350 figurer, så jeg ved, hvordan jeg skal gribe det an.

 

Først fokuserer jeg på at få hovedlinjerne korrekte. De skal være så præcise, som det kan lade sig gøre, så jeg tæller mine skridt og bruger et kompas, så jeg ikke laver fejl. Mens jeg går, efterlader jeg markører, som pinde eller tøj, som jeg bruger til at rette mig efter. Man kan nemt komme til at gå mod det forkerte punkt, når det er 75 meter væk, så man skal være virkelig fokuseret, men når alle de strukturelle linjer er tegnet omkring to timer efter, jeg er startet, så er jeg færdig med tænkearbejdet og kan bare slappe af, mens jeg går rundt og lytter til min musik. Jeg lytter til klassisk musik – jeg hader pop! Når jeg føler, jeg har hørt noget for mange gange, skifter jeg det hele ud og finder noget andet musik.

 

Hver figur har generelt fire faser: den forsigtige opmåling, optegningen af linjerne, lægningen af skyggerne og til sidst tegningen af kanterne. Til afgrænsningen skaber jeg en fraktal form ved at tegne cirkler og mindre cirkler. Jeg arbejder ofte til ud på natten ved hjælp af en pandelampe, så efter en lang trættende dag med at skabe en figur og fotografere det næste dag, så har jeg brug for at slappe af en dag eller to. Hvis der er godt vejr i længere tid, udvider jeg måske en figur eller gør den mere kompleks.

 

Rituals: Hvad sker der, hvis du laver en fejl?

Beck: Figurerne ser bedst ud, hvis de er præcise. Det er mere geometri, end det er kunst. Hvis jeg laver en fejl, er det ofte ret tidligt i processen, for eksempel hvis jeg sigter efter et forkert punkt. Hvis jeg laver en fejl, så i stedet for at give op, ændrer jeg figuren, mens jeg arbejder på den. Jeg har haft et par figurer, der er endt med at se helt anderledes ud end den oprindelige tegning. Jeg tænker altid: “Det er okay. Næste gang prøver jeg igen.” Hvis slutresultatet ser godt ud, så er jeg tilfreds.

 

Hvis jeg laver en fejl, så i stedet for at give op, ændrer jeg figuren, mens jeg arbejder på den.

Rituals: Hvad giver inspiration til dine figurer?

Beck: Jeg prøver at lave figurer, der ser anderledes ud, end dem jeg har lavet før. Det skal også være noget, der nemt kan udføres på en 10-12 timers dag. Så jeg ikke får separate øer, der er sat sammen af et uønsket spor, for eksempel. Jeg undgår en masse kurver, da det er nemmere at lave lige linjer. Men når det er sagt, har jeg ofte fundet inspiration i korncirkler.

 

Jeg plejer ikke at gentage en figur, når jeg har taget et godt billede. Jeg fotograferer dem fra et bestemt udsigtspunkt, eller hvis det er en bestilt opgave, så bruger de en drone.

 

Jeg kan finde på at gentage en figur, hvis jeg ikke fik et godt billede første gang, eller jeg vil genskabe den et andet sted. Jeg redigerer ikke billederne, men folk er gået igennem mine figurer, så jeg har ændret reglerne lidt – jeg giver nu mig selv lov til at redigere et billede, hvis nogle er gået igennem figuren, i stedet for at skabe figuren en gang til fra bunden! Det er dog også tidskrævende at “fake” tingene, så der skal ikke meget skade til, før det er hurtigere bare at genskabe tegningen!

 

Rituals: Hvad har været det flotteste sted, du har arbejdet?

Beck: Folk bestiller mig ofte til at lave tegninger ved skisportssteder. Corona Beer har fløjet mig til Sydamerika to gange. Skoda fløj mig til Kina. Ved Zermat er der fantastiske steder med Matterhorn i baggrunden. Problemet er, at det jeg gør, kræver, at vejret er helt rigtigt. Hvis sneen for eksempel er for pulveragtig, så vil selv den mindste vind ødelægge tegningen. Når jeg er hjemme i Les Arcs, kan jeg vente på de rette forhold. Det kræver tålmodighed at vente, men når jeg er hjemme med mit skiudstyr, har jeg andre ting, jeg kan lave!

 

Rituals: Hvad vil du gerne have at folk føler, når de ser dit arbejde?

Beck: For at være ærlig er det noget, jeg gør for mig selv. Jeg kan ikke kontrollere, hvad andre folk føler, og folk vil altid have forskellige reaktioner. Med maleri har du for eksempel et system af kritikere og andre kunstnere, men med sne er der for det første kun få mennesker, der ser det ordentligt, og så er jeg en af de få, der overhovedet gør det.

 

Rituals: Træner du i forvejen, for at forberede dig på de mange timers gang?

Beck: Min baggrund er kortoptegning, så jeg har været vant til at gå rundt hele dagen. Jeg har vandret i bjergene hele mit liv, så min krop har vænnet sig til at gøre den slags ting.

 

Rituals: Når du skaber din kunst, arbejder du så uden stop, eller indlægger du små pauser til at spise?

Beck: Jeg spiser en stor skål havregrød til morgenmad, en hel gryde fuld. Jeg har vand med, kiks og bananer, så jeg kan spise lidt undervejs. Natten før, spiser jeg det samme, som man ville spise før et stort maraton, masser af kulhydrater – en ren pastafest.

 

Rituals: Som brand er vi meget fokuserede på velvære og en sund indstilling - bruger du nogle mindfulness-værktøjer, når du er derude, eller fokuserer du aktivt på de figurer, som du laver?

Beck: Det gør jeg ikke, er jeg bange for. Jeg holder mig i god fysisk form ved at vandre i skovene, samt op og ned af bjergene. Jeg har ikke brug for mindfulness. Jeg gør nok af de ting, jeg holder af til, at jeg ikke behøver bekymre mig om det.

 

Rituals: Da dine værker følger bestemte mønstre, føler du så, at du efter et stykke tid, kommer ind i en særlig rytme?

Beck: Ja, det tror jeg. Jeg flyder nærmest på en sky, mens jeg lytter til musik. Til sidst begynder jeg at kede mig, men det er mest fordi jeg er blevet træt af musikken. De bedste øjeblikke er, når jeg lytter til noget, som jeg ikke har lyttet til før. Når det gælder værket, er den fraktale afgrænsning det mest kedelige at lave, men figuren ser meget bedre ud med en fraktal afgrænsning. Det er i virkeligheden lige som livet. Alt, hvad vi laver, indeholder både sjove og kedelige ting!